Page tree
Skip to end of metadata
Go to start of metadata










Livscyklus for Matrikulær sag

Livscyklussen for matrikulære sager på Datafordeleren ses af Figur 1. Det bemærkes, at der internt i Matriklens klienter er flere sagsstatusser, der anvendes til styring af den interne sagsbehandling hos Geodatastyrelsen.



Bemærk at en sag i visse tilfælde, jf. den stiplede transition, kan opstå direkte som afsluttet. Det gælder i to tilfælde hvor det behandlede matrikulære element går direkte til at være ’Gældende’:

  • Når kommunerne opretter Bygning på Fremmed grund via BBR klienten.
  • Når Matrikelmyndigheden udarbejder sager via GST’s interne klient, fx temasager.








Livscyklus for matrikulære elementer

Matrikulære elementer kan kun ændres ved en matrikulær sag. Oftest vil et matrikulært element blive ændret i flere sager, inden det udgår og bliver historisk. Se Figur 2.

Et matrikulært element nyoprettes i én sag, og ændres derefter oftest ved flere sager, inden det udgår i den sidste sag.



Den overordnede livscyklus for matrikulære elementer er beskrevet i Figur 3.

Et element fødes normalt som foreløbigt (A), men i visse tilfælde kan elementer gå direkte til at være gældende (D). Mens elementet er foreløbigt, kan der ske ændringer af sagen, som medfører at objektet ændres (B) eller ikke gennemføres (C). Når en sag afsluttes, vil foreløbige elementer skifte status til ”Gældende” (E). Efterfølgende kan elementet blive ændret i andre sager (F,G,H). De stiplede pile (G,H) viser her, at der vil blive oprettet foreløbige versioner af elementet, som eksisterer samtidig med den gældende version, mens sagen verserer.  Endelig vil der på et tidspunkt blive afsluttet en sag, der gør elementet historisk (I).



En nærmere gennemgang af foreløbige versioner under en sag findes i følgende afsnit.







Livscyklus med versionering

For hver sag vil det matrikulære element kunne udsættes for den cyklus, der vises på Figur 4, som er en udbyggelse af Figur 3. Figuren viser livscyklus for forskellige versioner af matrikulære elementer i løbet af en sag.

I status ”Gældende”, ”Historisk” og ”Ikke gennemført” vil der altid kun være én version, der har virkning, hvorimod statussen ”Foreløbig” kan forekomme samtidig med enten status ”Gældende” eller ”Historisk” for samme matrikulære element. Sidstnævnte dog ikke i samme sag.

Hvis man som anvender af fx Matriklens REST service ”bestemtfastejendom” kun er interesseret i de gældende matrikeldata er det derfor nødvendigt at sætte input parameter ”Status” til ”gældende” (ud over eventuelle bitemporale tider).



Uddybning af status og påtænkt handling:

  • Foreløbig, påtænkthandling = ’nyoprettelse’:
    Dette er – så at sige – elementets fødsel på Datafordeleren, hvor det tildelte ID for første gang bliver tilgængeligt for anvenderne. Dette ID vil være persistent gennem hele elementets levetid, dvs. indtil elementet får enten status ”Ikke gennemført” eller ”Historisk”.
    Mens sagen er under udarbejdelse, kan der ske ændringer af den foreløbige version af det matrikulære element, hvilket vil medføre, at der opstår en ny version af elementet, men elementet forbliver i status ’Foreløbig’.
  • Foreløbig, påtænkthandling = ’Ændring’ eller ‘Udgår’:
    Denne viser foreløbige versioner oprettet på basis af et eksisterende matrikulært element, som påtænkes ændret eller slettet.
  • Gældende
    Den eksisterende, gældende version fortsætter uændret med at eksistere samtidig med den foreløbige version.
    Ved matrikelmyndighedens endelige registrering af en sag opdateres den ’Gældende’ registrering til at være i overensstemmelse med den tidligere foreløbige registrering.
    I visse tilfælde kan matrikulære elementer gå direkte til at være ’Gældende’. Det gælder for to tilfælde:
    • Når kommunerne opretter Bygning på Fremmed grund via BBR klienten.
    • Når Matrikelmyndigheden udarbejder sager via GST’s interne klient, fx temasager.
  • Ikke gennemført
    Indberetteren har besluttet sig for at fortryde hhv. ændring, sletning eller nyoprettelse af matrikulære elementer. Det kan enten ske ved at sagens forandringer redigeres eller at hele sagen aflyses/annulleres. Herved vil status ændres til ’Ikke gennemført’ for versionen af elementet, uanset om der er tale om elementer, der påtænkes nyoprettet, ændret eller nedlagt.
  • Historisk
    Ved matrikelmyndighedens endelige registrering af en sag bliver gældende matrikulære elementer, der slettes i sagen, ’Historisk’.







Foreløbige versioner af matrikulære elementer

De foreløbige data viser de forandringer, der er defineret i den igangværende matrikulære sag – og som forventes at blive gældende, om end der ikke er nogen garanti herfor. For hvert element, der nyoprettes, ændres eller slettes i sagen, vil der være en foreløbig version. For den enkelte version kan det af attributten ”Påtænkt handling” ses, hvilken type forandring der er tale om, idet der er dette udfaldsrum:

  • Nyoprettelse
  • Ændring
  • Udgår

Versioner med ”Nyoprettelse” og ”Ændring” vil afspejle den fremtidige situation (såfremt sagen gennemføres), mens versioner med ”Udgår” vil vise data for elementet, som den gældende version så ud, da sagens forandringer blev defineret.

I status ”Foreløbig” kan der (i modsætning til andre statusser) være flere versioner, der har virkning på samme tid. Dette kan forekomme, når praktiserende landinspektører udfører matrikulært arbejde på samme matrikulære element, fx et jordstykke. Dette er nødvendigt for det forberedende arbejde, som landinspektøren skal udføre. Landinspektørens dokumenter dannes ud fra de matrikulære forandringer han definerer i de matrikulære indberetningssystemer, som altid tager udgangspunkt i gældende data. Disse dokumenter danner grundlag for sagen og indgår bl.a. som materiale i de nødvendige ansøgninger, som landinspektøren skal sende til diverse myndigheder. Denne proces kan tage nogle måneder, og landinspektøren kan derfor ikke afvente, at den allerede igangværende sag i området afsluttes.

Der kan dog ikke forekomme samtidige versioner af foreløbige matrikulære elementer indenfor samme sag.

Hvis det ønskes at identificere en foreløbig version entydigt er det derfor nødvendigt at tilføje ID for den matrikulære sag.

I teorien er der ingen øvre grænse for hvor mange samtidige versioner, der kan opstå, men erfaringsmæssigt gælder følgende:

Antal jordstykker med flere samtidige versioner

Forventet antal tilfælde pr. år

2

Ca. 300 jordstykker

>2

0-10

De samtidige foreløbige versioner af matrikulære elementer er sidestillede. Der kan ikke opsættes regler for hvilken af de foreløbige versioner, der er den ”rigtige”, da dette vil afhænge af hvilken sag der gennemføres. Dette aftales for hvert tilfælde mellem de involverede landinspektører og evt. Geodatastyrelsen.